Tørslev Hage – Sikring mod oversvømmelser i sommerhusområde

Tørslev Hage er et sommerhusområde ved landsbyen Tørslev på Hornsherred syd for Jægerspris. Området er kendt for sin fine natur og stilheden. Tørslev Hage ligger i det
smalleste område af Roskilde Fjord. Her er smukt – men hele området er i betydelig risiko for stormflod.

For at beskytte området er FloodFrame blevet installeret i et 110 m2 hus ved Tørslev Hage. Huset har 12 hjørner, en forhøjet træterrasse rundt om hele huset, og med enkelte terrasseudhæng støttet af søjler.

FloodFrame er lagt ned i terrassen. Systemet omkranser således hele huset med dets 8 udvendige og 4 indvendige hjørner. Samtidig snor FloodFrame sig udenom søjlerne på terrassen.

Låget på FloodFrame er beklædt med sandet mur-pap, der går i et med de mørke terrassebrædder, og som sikrer en skridsikker overflade. FloodFrame er fastgjort på en armeret betonramme, der bærer FloodFrame i niveau med terrassen. Betonrammen går 35 cm ned i terrænet og beskytter dermed også mod vandindtrængning gennem jorden.

Kunden har valgt vores manuelle løsning for udløsersystemet, der er placeret i et udendørs skab, og hvorfra ventilen på trykflasken manuelt drejes og udløser FloodFrame.